E-Meter er en forkortelse for elektro-psykometer. Det er et religiøst instrument, der bruges i auditering som en åndelig vejviser. Det må kun bruges af en Scientology præst, eller en Scientology præst under uddannelse, når han hjælper en præclear med at lokalisere og konfrontere områder med åndelig forstyrrelse.
I sig selv udretter E-Meteret intet. Det er et elektronisk instrument, der måler personens tilstand og ændringer i denne, og som hjælper med til at gøre auditeringen hurtigere og mere præcis. E-Meteret er ikke beregnet til eller effektivt til at diagnostisere, behandle eller forebygge nogen sygdom.
For at forstå, hvordan E-Meteret virker, er det nødvendigt at kende nogle grundlæggende begreber i Scientology.
Mennesket består af tre grundlæggende dele – sind, krop og thetan. Thetanen er et udødeligt åndeligt væsen – individet selv. Thetanen bebor en krop og har et sind, som er en samling af mentale indtryksbilleder.
Billederne i sindet indeholder energi og masse. Energien og kraften i billeder af smertefulde oplevelser kan have en skadelig indvirkning på en person. Denne skadelige energi eller kraft kaldes ladning.
Når E-Meteret er tændt, og man holder om dets elektroder, sendes en meget svag elektrisk strøm (cirka det, der svarer til strømmen fra et lommelygtebatteri på 1,5 volt) gennem E-Meterets ledninger, gennem ens krop og tilbage ind i E-Meteret. (Denne strøm er så svag, at man ikke kan mærke den, når man holder om elektroderne).
Når personen tænker en tanke, ser på et mentalt billede, genoplever en hændelse eller ændrer en del af det reaktive sind, så bevæger og ændrer han faktisk mental masse og energi. Disse ændringer i sindet har indflydelse på den lille elektriske strøm, der er udsendt af E-Meteret, og det forårsager, at nålen på skiven bevæger sig. Nålereaktionerne på E-Meteret fortæller auditoren, hvor ladningen ligger, og at det bør tages op under auditeringen.